PROBLEMATIK

PROBLEMATIK

At være menneske
Pressefoto
Camilla Bundgaard

Er vi blevet til usikre og selvoptagede børnevoksne, hvis liv består af midtvejskriser i 20’erne og dybe panderynker? 

Der er ikke nogen, som sagde, at det ville være let. At være menneske i en evigt omskiftelig tilværelse, at finde svar på hvorledes livet bør bestås og om alt denne jagen frem og tilbage, udskiftning er diverse kærester og fødevare, efterlader os med en endnu større trang til at søge hjælp til at vide, hvem vi er som mennesker, hvad vi skal med vores liv og hele tiden at ville mærke efter i os selv, om det vi gør er rigtigt, selvom vi nærmest ingenting kan nå at føle.

Lukker øjnene og glemmer
hvor let det engang var
da du var deltidsvikar
og jeg arbejdede i Netto

Hvis man er født mellem 1980-1995 er man inkluderet i den generation, som bliver kaldt ‘Generation Y’. Forkælelse, narcissisme og ulykkelighed er kendetegnende træk ved denne generation.  Har disse træk præget en opvækst af rosenrøde kinder og problemfrie hverdage, der har ført til voksne mennesker, der i dag lider under egocentriske tilbøjeligheder og ulykkelige sind, fordi godt ikke længere er godt nok. 

Er det ikke pisse tarveligt, at være så meget og give så lidt?

Pludselig føles det hele ikke let. Pludselig er der aldrig tid. Vi zapper gennem diverse livsstile og slankekure, løber 12 km, fordi andre kan, og træner vores kroppe op til at vise, hvor meget kontrol vi har over livets gang og os selv. Vi er hele tiden omstillingsparate, online på alle de sociale medier, som er os til rådighed og hele tiden med et behov for at vise verden, hvor perfekt et liv vi lever. Hvor er jeget i alt dette? Hvornår glemte vi at bestå med lange vejrtrækninger og ikke et 12-tal, at mærke stilheden og finde roen til at være til og ikke kun befinde os et sted, før vi farer videre til det næste. For er der nogensinde ro til at befinde sig et sted, uden at man på samme tid skal gøre opmærksom på ens tilstedeværelse fem andre steder?

Se mig se mig se mig
Jeg dribler rundt
Som en basketbold i en firkantet arena
Alle kigger ind på mig og jeg scorer
Forhelvede hvor jeg scorer
Både på hjemmefronten og på arbejdet
Og så er det vel ligegyldigt at jeg ikke selv kan følge med

Livet er en omgang af mål af forskellige niveauer, som man som menneske skal nå. Samfundets uskrevne regler om at tage en uddannelse, betale skat og på længere sigt få børn der kan videreføre generationen. Man kan tabe pusten og sig selv på vejen mod alle disse mål, for overfor presset, kan man pludselig både føle sig skrøbelig og svag, og betvivle hvorvidt ens ego alligevel er stærkt nok til at holde ryggen rank og smile sig gennem enhver situation.

Og du siger
at jeg skal huske
at barndommen er en særlig periode

Nogle gange skal man huske at finde pladsen og tiden til at ånde ud i. Mærke hvorledes alting står stille, hvis man bare selv gør, og at en overskreden målstreg ikke altid behøver at åbne op for nye, som skal bestås. Nogle gange skal man lade sig besætte af barndommens utopia, hvor det frie sind består og hvor bekymringer ikke er en del af dagens gang. Hvor man hver dag vokser lidt, men stadig formår at holde fast og være til stede.

Så selvom man ikke længere er 6 år og render rundt med jord fra top til tå, tisser i skoven og lærer at stave til familie, så er vi stadig i en evig udvikling og ikke tæt på at skulle bekymre om den ene eller anden form for krise. For selv 20 år frem, skal der være plads til minus på kontoen, tømmermænd og små sammenbrud over at tabe mere hår end normalt. Så prøv at lægge perfektheden på hylden. Vi skal fandme nok overleve, i hvert fald lige indtil vi dør.

boogielisten
blå kings
små bryster 

jo dybere man har sine rødder plantet
jo længere ud i verden kan man række

lakridskonfekt
udestuen hos mormor og morfar
fars brune sovs og frikadeller 

der er kommet hårde fragmenter i mine barneår
urokkelige kontraster mellem årgangenes lag

 familietab
mælketænder
mødom

der er en problematik i at give slip
i at udtale ordet P-R-O-B-L-E-M-A-T-I-K