Øst for Paradis

Øst for Paradis

Baltiske dage
Jacob Jensen
Mathias Lindeborg

Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke besidder den helt store viden, når det kommer til Baltikum. Jeg ved at dannebrog fløj ned fra himlen i Estland 1200-tallet, og at de tre baltiske lande fik selvstændighed i 1991, efter at have tilhørt Rusland i størstedelen af historien. Derudover ved jeg ikke meget andet end geografisk trivia, som fx hovedstader. Så der er stor grobund for ny viden hos mig, og jeg tænker at det samme gør sig gældende hos den gængse dansker. Som foruden sin uvidenhed, også generelt har brug for at blive husket på, at der findes en verden udenfor vores trygge, flygtningefrie grænse. 

Netop derfor er det af største vigtighed, at steder som Øst for Paradis, påtager sig sådanne arrangementer. Hvilket også er en af grundene til, at Øst for Paradis har sin berettigelse i det jyske kulturbillede. De skal bære en meget stor byrde, da kun få andre, hvis nogen, repræsenterer de små filmiske stemmer, som ikke har adgang til den store brede accept.Baltiske dage, er en fire dages filmfestival, med fokus på at formidle og udbrede nogle af de spændende tiltag, som forekommer i det baltiske filmmiljø i øjeblikket. 

I denne ombæring, havde folkene bag arrangementet valgt at fokusere på dokumentargenren, hvilket formentlig har været en klog beslutning, netop på grund af den generelle manglende viden indenfor området. Derfor ville fiktionsfyldte spillefilm, i værste fald, hurtig kunne komme til at give et forfejlet syn og billede af Baltikum. Det ville simpelthen være for svært at skille fiktion fra faktion, og ville give et snævert og unuanceret billede. På samme måde som hvis folks syn på Danmark, skulle vurderes udelukkende på baggrund af film, som for eksempel ’Festen’ og ’Adams Æbler’.

Så selvom dokumentarerne lå i den jævne kategori, så fortalte de til sammen, en meget større fortælling. De var nemlig hver for sig med til at give brudstykkerne til at have en ide som dansker om, hvad det vil sige at være fra Baltikum. Hvilke levemåder og kår de har haft. For det spændende ved de Baltiske lande er, som jeg ser det, at de er nye lande. 25 år. Som mennesker har man først rigtig en ide om, hvem man er, når man er i 17-22 års alderen. Så som nation må det være næsten umuligt at have en identitet, som bare 25-årig. Jeg fik også fornemmelsen af at de tre lande, stadig stod halvdækket af Ruslands skygge. Hvilket ikke er så underligt, når halvdelen af befolkningen er født før frigørelsen. Så det var en oplevelse at overvære tre lande, som prøver at finde sig selv og ikke mindst løsrive sig fra historien, og derved skabe deres egen.

Jeg er derfor meget spændt på at følge udviklingen i baltiske film og ser gerne, at en sådan festival vender tilbage igen om et par år. Så man virkelig kan se, hvordan de har rykket sig.