ELSK

ELSK

Kvalitet i vandkants Danmark
Presse
Silja Sørensdottír Bertelsen

Mange aspirerende tøjmærker vælger at prioritere en hurtigere vej til rampelyset, hvor de vægter pengene og masseproduktion frem for kvalitet og bæredygtighed. Dog findes der brands, som leger med visioner om at skabe kvalitet der spiller sammen med et lækkert design. Et brand som dette, kan man finde i en lille flække ved Danmarks vestkyst. Her ligger et lagerhus, hvor man kan gå på opdagelse i flotte designs og møde de to indehavere, Lars Riis og Lukas Leszczynski, af det nytænkende tøjmærke ELSK.

Kvalitativt har tøj aldrig været så ringe som det er i dag

De fleste kender følelsen af at hoppe i sine gode gamle jeans, der trods slid sidder perfekt, men intet holder for evigt. Når man nu engang skal anskaffe sig noget nyt, sniger nærigheden sig ind over tankerne, og vi ender i tilbudsfælden, hvor man kan få to par bukser til samme pris som sine yndlings jeans. Tendensen har ophobet sig i branchen og den bliver kun værre med tiden. Tidens tøjmærker producerer enorme mængder af billigt tøj, som kun kan holde til fredagens fester og dagen efter. Det er blevet til en trist tilbøjelighed inden for verdens største industri. Her vil ELSK ikke være en kamp mod bunden i tøjbranchen og har ingen intentioner om at følge den famøse pengedrøm. De vil have hjertet med sig, og træffe valg som skaber kvalitet der holder.

”Vi prøver, som noget af det første, at kigge på, hvordan vi kan gøre tøjet bedre. I stedet for at gøre det typiske for tøjbranchen – der skal altid være mere og det skal altid være billigere” siger Lars Riis. For ELSK er bæredygtigheden også fremtrædende. Som udgangspunkt har det ikke været det vigtigste, men det har været en selvfølge. ”I dag er der et stort fokus på bæredygtighed og kvalitet hos slutforbrugeren, det er der ikke ved så mange brands i dag, men det er så vores held at vi kan give det til slutforbrugeren” tilføjer Lars Riis. Selvom det kræver mere af ELSK som producent at skabe kvalitet, tror de på, at det i sidste ende vil være det, som adskiller dem fra deres konkurrenter. ”Hos konkurrenter, bliver det ofte en kamp om prisen, og det er ikke det vi vil” fortæller Lars Riis og Lukas Leszczynski tilføjer ”Hvis vi kun var interesseret i pengene, kunne vi i teorien være ligeglade med et produkt” - Det er ELSK absolut ikke.

”Der ligger nemlig en historie bag hvert design, det er også derfor vi ikke bare spytter ud med produkter, det skal give mening for os"

Der er intet i deres produktion, som er udgivet uden tanker bag det. Derudover ser de også designet som det vigtigste i deres kreationer. ” Det første man ser er designet, derfor er det også det vigtigste for os” fortæller Lars Riis og han fortsætter ”vi gør nogle ting som er moderigtige i forhold til designet, men det er i vores eget univers”. ELSK følger nødvendigvis ikke alle modeverdens tendenser. Derimod går de ud fra de generelle tendenser og skaber det i deres sfære.

Når de to skal gå på opdagelse efter nye ideer til deres design finder de meget af deres inspiration i naturen. Lukas hiver en t-shirt ned fra hylden og fortæller om den: ”Her var jeg inspireret af første gang jeg så morild, det ligner lidt nordlys på vandet, men det er faktisk små mikroorganismer der lyser op, ligesom fireflyes, det lignede små prikker på vandet og det blev så til den her”. Trøjen er hvid med et sort design kombineret med hvide ringe. ”Så i bund og grund er der en nørdet historie bag hvert design, som måske er mere vigtig for os end for slutforbrugeren, men vi kan bare godt lide at kommunikere med noget der faktisk er omtanke i”.

”Vi vil gerne skabe en personlig connection mellem ELSK og forbrugeren, så man føler at der er gjort noget specielt ud af det”

I mange tilfælde vil man ende med en fremmedgørende følelse når man har trykket på betalingsknappen hos et af de store etablerede tøj brands. Når pakken ankommer og man åbner den med spænding, kan denne følelse godt vende tilbage. Umiddelbart har man ingen forventning til, at der skulle komme en lille hilsen med eller noget personligt fra brandet, ud over logoet i nakken. Det kommer der altid fra ELSK. ”Vi vil godt give den der personlige oplevelse, derfor skriver vi en lille hilsen til hver enkelt faktura” siger Lukas Leszczynski. Det er altafgørende for ELSK at have en god kommunikation mellem dem og forbrugeren. Det skal være en oplevelse at gøre et køb hos ELSK. En personlig oplevelse, så man får lyst til at købe hos dem igen. Desuden producerer de ikke en overflod af tøj og har heller ikke verdens største skare af forbrugere, men det er lige netop det der gør den personlige oplevelse mulig. Det er altså kommunikation frem for popularitet. Umagen ELSK gør med dette ekstra skridt giver også plus tilbage til dem ”Vi har mange loyale kunder, størstedelen af vores forbrugere vender tilbage og bestiller flere produkter” fortæller Lars Riis. I december måned, midt i alt julestressen, tilføjer ELSK et lille ekstra twist til deres hilsner og indpakning: ”december er et rigtig godt eksempel på, hvordan vores indpakning og levering gør at kunderne vender tilbage” siger Lars Riis og Lukas Leszczynski forsætter ”på hilsenerne tegner vi en lille gren med lys og julehjerte på og, hvis vi så kan se, at en kunde har bestilt for anden gang inden jul, ændrer vi julehjertet til et andet stykke julepynt”. For ELSK er det de små ting i kommunikationen der tæller, og for dem er det ikke vigtig at ligge på hvert gadehjørne. De vil snarere opnå en tæt dialog mellem ELSK og forbrugere.

Hvor tøjindustrien i dag ligger blandt de mest forurenende, og kommunikationen mellem Brand og forbruger i overvejende grad er degraderet til en dialog på et kontoudtog; endimensionelt og historieløst, kunne de fleste Brands lære af et Brand som ELSK.