Small talk

Small talk

Hvorfor small talker du?
Victor Tambo
Casper Duevang Tvarnø

Small talk. Du har hørt om det. Faktisk taler alle om det. Et hvert magasin og medie med respekt for sig selv og sine læsere har en guide til small talk. Kun få kan finde ud af det, og derfor vil alle lære det – også dig.  
 
Small talk handler om, at turde starte en samtale med en fremmed om hverdagsemner, så man får  følelsen af, at der sker lidt mere i møntvaskeriet eller i Døgnnetto end kedelige nødvendigheder. Og man skal jo kunne small talke med nettoarbejderen. Historier om, hvordan man small talkede med en fremmed, sælger i øvrigt virkelig godt på cafeen senere på dagen med vennerne. Man kan sikkert også hive nogle FB-likes på sådan en historie. Det er en genial smutvej til evig hæder og likes. Small talk er i sandhed den morderne verdens hellige gral. 
 
Men så stopper de positivt ladede gloser også her. Og du må spørge dig selv: ”hvorfor er det lige, at man skal small talke?  
For at være moderne? For at lære sin nabo at kende eller bare for at gøre IKEA-turen lidt mere interessant? – måske. Men hvad med IKKE at small talke men at tale sammen. 

Small talk er jo i virkeligheden en businessting, og noget man gør for karrieren. Man tager en jakke på og mingler og small talker (networking på latin). Man er gemt bag sin titel, sin stilling, en facade. Skal man være gemt bag en facade, når man taler med sin nabo? – nej, vel? Så lad os tage den af. 
 
Det er jo ikke så svært igen at starte en samtale, og når man nu alligevel gør det, er der så nogen grund til at have businessattitude? Man kan lige så godt tale om noget med substans og få noget ud af samtalen. Alle ved hvor interessant det er at møde nye folk, og hvor meget man kan få ud af selv et kort møde med en, som har nogle andre perspektiver end en selv. Verdens horisonter åbnes op i løbet af en fem minutters samtale med en fyr fra Sønderjylland. 
Måske tænker du, at du har dybe samtaler med dine venner – som du kender, de kender dig, I ved hvad I kan sige til hinanden og hvilke perspektiver I hver i sær har på livet. Du ved, hvad du får og giver på forhånd. Tager du en samtale om et nuanceret emne med en du ikke kender, får du næsten med ”Sort Mælk Garanti” noget mere ud af det. 
 
Du behøver ikke læse flere guides til small talk, når du har læst denne artikel. Her har du fået den ultimative guide til enhver samtale – og det er ikke at small talke, tværtimod! Tal lidt om noget du har en holdning til eller påvirker dig. Tal kun om vejret, hvis det har påvirket din dag, eller tal lidt om dine evne til at lave den ret, du skal spise til aften. Ikke mindst kan du tale om om din passion for facebookdebatter om ’Den store bagedyst. Når du er blevet rutineret i samtalens kunst, kan du jo prøve dig med emner som dine livsmål, døden og historier om dengang AC Milan regerede i fodboldverdenen.