POP-POESI

POP-POESI

Oprigtighedens protestmarch på tværs af medier
Victor Tambo
Mathias Bruun

Jeg vågner ved middagstid efter en brandert og vælter langs væggen hen til mit skrivebord. Husker kun svagt at det i nattens løb er lykkedes mig at fucke mit liv helt op. Igen. Jeg åbner en lunken dåsebajer, der har overnattet i min vindueskarm, og skriver et digt om hele situationen.

Ja, jeg skriver. Noveller, digte og artikler som den her. Derfor forsøger jeg også at holde mig opdateret om tendenser i det litterære landskab, og den seneste tid har jeg interesseret mig for en strømning, som nu mere eller mindre officielt betegnes pop-poesi. Det tematiske projekt er et opgør med en uærlighed og en perfektionsfanatisme, der kommer os alle ved.

Den litterære tendens er i nogen grad importeret fra en form for amerikansk undergrundsdigtning, der benævnes næsten synonymt som Alternative Literature og New Sincerity. Som sidstnævnte antyder, er der tale om en slags ny oprigtighed. En ærlighed, der især behandler mange af ungdommens mindre glamourøse sider.

Selvom strømningen i 2014 havde ulmet i et stykke tid herhjemme, var det Caspar Eric, der netop dét år etablerede sig som pop-poesiens ubestridte foregangsmand med sin debut, digtsamlingen 7/11. De følgende år har eksempelvis Johan Davidsen og den blot 21-årige Sofie Diemer sluttet sig til skaren.

Her kunne være mange flere honourable mentions – især også fra udlandet – men jeg må for kortheds skyld gå ud fra devisen ”ingen nævnt; ingen glemt”.​

Streaming-tjenester og smeltet cheddar

Pop-poesi er kendetegnet ved heftig brug af referencer til popkultur – deraf naturligvis navnet. Digtene flyder over med henvisninger til Netflix, gangsterrap og smelteost. De finder deres inventar i ungdommens erfaringsverden, og dette – kombineret med pop-poesiens enkle knækprosastil – er med til at demokratisere digtekunsten og gøre den let tilgængelig for et langt bredere publikum end tilfældet ofte har været.

Samtidig er internettets indflydelse tydelig, idet hvert digterjeg for eksempel bindes uløseligt sammen med og spejler sig i sin persona på de sociale medier. I Caspar Erics 7/11 kører refleksionerne over vores online-tilstedeværelse konstant:

[…] du lyver i dine tweets / fordi ingen har det så sjovt med deres kat / ingen smiler seriøst så meget / som du smiler på dine instagrambilleder / jeg tvivler på om jeg skal betragte det / som en performance”

Samme stemning kommer til udtryk i én af teksterne fra Johan Davidsens punktroman Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer, hvor lag af afmægtig, indirekte kommunikation bygges oven på det konstante behov for at opretholde en bestemt facade:

”Du instagrammer et billede af dit soveværelse plus udsigten til et kirsebærtræ i gården. Jeg liker det og prøver dermed at sige det her til dig: Jeg har været i din seng i det soveværelse.”

Sofie Diemer skriver i langdigtet LOL-lita om at onanere til al den succes, man skal have. Den succes, som omverdenen har forventet af én så længe, at man også selv er begyndt at klamre sig til tanken om den. Det føles vældig symptomatisk for unge i dag.

Den ulykkelige hovedperson og myten om det gode liv

Ungdommen lider af protagonist syndrome. Hver især har vi en forestilling om, at vi er hovedpersonen – ja, endda helten – i vores livs fortælling. Denne tankegang styrkes kun af de (a)sociale mediers evne til at vise os, hvor fucking fedt alle vores bekendtskaber hele tiden har det.

Vi får banket (andres) idéer om ”det gode liv” ind i hovedet, og vi føler en pligt til at være lykkelige og overskudsagtige – til enhver tid. Pop-poesien er et opgør med det perfektionistiske Hollywood-narrativ.

Blot titlen på Johan Davidsens bog er sigende nok i sig selv; Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer. At kunne hjælpe andre signalerer overskud, men Davidsens titel er en blank indrømmelse: Jeg kan ikke hjælpe dig, fordi jeg ikke engang kan hjælpe mig selv.

Der er opstået et voksende kor af stemmer, der siger: Det er sgu fint nok, at du kun kan overskue at se film på din computer og køre pizza i kæften. Det er fair nok, at du savner at have sex med din ekskæreste. Det er okay at have tømmermænd lidt for tit – og vi kan altså godt tillade os at snakke om det.

Modkultur legitimerer det banale og det skamfulde

Litteraturen synes at være gået over sine bredder, og den nye ærlighed kommer efterhånden også til udtryk på tværs af platforme. Egentlig er det nok umuligt at sige, hvorvidt det skyldes popkulturens indflydelse på poesien, eller om det modsatte er tilfældet. Sandsynligvis er det en kombination; en konstant vekselvirkning, om man vil.

Et aktuelt eksempel på en ny autencitet uden for den litterære strømning er den norske webserie SKAM, der på ingen tid blev kult (pun not intended) i Norden – også blandt andre end den oprindeligt intenderede målgruppe, fordi den netop evnede at give et oprigtigt billede af ungdommens skamfuldhed. Derudover fortsætter tendensen på de sociale medier.

SKAM-skuespilleren Ulrikke Falchs Instagram-konto er for eksempel blevet et aktivistisk opråb mod forventningspres og skønhedsidealer. Hun er på rekordtid – og under stor bevågenhed – blevet eksponent for en online modkultur.

Denne trend har ellers i en periode næsten udelukkende eksisteret blandt mindre kendte art hoes i de obskure, avantgardekunstneriske afkroge af det billedbaserede medie, hvor disse har postet autentiske skildringer af ungdommens til tider uskønne besværligheder – ofte med socialpolitiske undertoner.

Denne tværmediale alliance mellem litteratur og visuel performance art søger at give en uforfalsket fremstilling af det almindelige. Det er en legitimering af det banale liv. Vi kan ikke alle sammen være unikke, interessante og ”smukke” hundrede procent af tiden – og at stræbe efter det afføder kun en uhåndgribelig skuffelse, som netop kan være svær at tale om.

Selvfølgelig er det en performance, når man skriver en digtsamling eller poster et ”antiskønt” billede på sin Instagram-account, men det genuine ønske om autencitet gør, at den nye oprigtighed først og fremmest er et angreb på den etablerede falskhed.

Hashtag-generationens digtere, art hoes og aktivister går forrest i opstanden mod den kollektive neurotiske perfektionisme, som hersker på internettet og støt er piblet ud i virkeligheden.

Længe har vi levet i en verden, hvor tanken om ”bare at være sig selv” har virket som et håbløst projekt, men den pop-poetiske oprigtighed er en revolution på tværs af medier.

Det er begyndelsen på et resolut fakkeltog mod nye tider.

_

Mathias Bruun (f. 1997) er forfatter og underviser i kreativ skrivning. Han debuterede i 2016 med novellesamlingen Sortsind, og hans pop-poetiske digtsamling, Ubehjælpsom, udkommer i 2017.

Ulrikke Falch har erobret spotlyset ved blandt andet at poste ”uflatterende” billeder med budskaber, der går mod strømmen på det skønhedsfikserede medie.

#arthoehåret

A post shared by Clara Eddy (@claraeddy) on

Clara Eddy er et eksempel på en selvudnævnt art hoe, for hvem betegnelsen er en oprigtig(!) erklæring af et tilhørsforhold til kunsten, samt en afvisning af den ironiske distance, der for eksempel ligger i begrebet ”hipster”. Her ses hun sammenstillet med digteren Caspar Eric – og skaber således en meget konkret forbindelse mellem den litterære og den visuelle strømning. Generelt har hendes kunstneriske udtryk et skær af den samme uprætentiøse ærlighed, som netop findes i pop-poesien.