Sónar Reykjavík

Sónar Reykjavík

En smule ambivalent
Victor Tambo
Kristian Stoffer

Sonar Festival i Reykjavik, er måske en af de ting som lyder allerbedst på papiret. At samle en masse artister i et af verdens smukkeste koncerthuse, med udsigt til Islandske bjerge, til en tre dages lang fejring af primært islandsk men også international musikkultur kan da om noget ikke gå galt.


At sige, at Sonar Reykjavik gik galt, er dog heller ikke hvad jeg prøver at nedfælde, dog må jeg indrømme at da jeg søndag stod tømmermændsramt og spiste ”verdens bedste hotdog” hos Bæjarins Beztu Pylsur imens jeg prøvede at evaluere de sidste dages strabadser, endte med en smule ambivalent sindstilstand.
Som koncept er Sonar Reykjavik jo egentligt glimrende simpelt. I Harpa koncertsalen samler du alskens musikalske artister i forskellige halle og lader dem spille deres koncerter. Gæsterne skal så valfarte imellem de koncerter de gerne vil se og må så eventuelt vælge nogle frem for andre, da artister ofte spiller på samme tid. Sådan set lidt ligesom enhver anden festival. Dog er det her, at det for undertegnede falder en smule fra hinanden.
Harpa koncerthuset er i sig selv en fantastisk bygning, som er enormt flot. Dog må jeg indrømme at, når der holdes en festival inde i selvsamme bygning, bliver det hele dog en smule trængt og akavet affære. En aften under Sonar Festivalen bliver hurtigt en aften hvor du midt i din forhåbentlige brandert står og kører op af ned af rulletrapper sammen med de andre for at komme til næste koncert. Det bliver hurtigt hvad man på rigsdansk vil definere som en stor fed ventefest. Du render op af ned af kæmpe trapper for at komme til et afsides lokale hvor der bliver spillet koncert. Altså, du kan sagtens udnytte tiden til at beundre Olafur Eliassons imponerende bygningsværk, men det er vel nok ikke hvad du betalte billetprisen for. Jeg gik lidt med følelsen af, at det virkede lidt som om, at det her er hvad der ville ske, hvis der var nogen som holdte en musikfestival i et indkøbscenter, ala Fisketorvet.

Nok kan man sige om selve venuen, men koncerterne i sig selv var dog upåklagelige. I en god blanding af lokale Islandske acts og internationale navne som De La Soul , Ben Klock og Fat Boy Slim. Store som små leverede de hver især varen, og især Fat Boy Slim kan nævnes som et guldkorn hvor hans to timer lange set fik folk til at danse uafbrudt og Islandske HATARI der mest af alt virkede som en glimrende men bizar krysning imellem en fascistisk messe og en støjrocks koncert. Dog kunne der godt savnes den der store booking… Altså det store navn som tiltrak folk, i stedet for stjerneactsne fra fordums tid. Jeg tænker noget ala Jamie xx eventuelt.


Alt i alt, kan Sonar Reykjavik beskrives som lidt en kejtet oplevelse, i hvert fald hvis du ser på den som en musikfestival. Dog vil jeg på faldrebet fremhæve, at hvis du benyttede den som en god mulighed for at drikke dig fuld og danse din røv i laser før du begav dig mod Reykjaviks fremragende natteliv, fungerede den ganske upåklageligt.