Æstetisk ubehag

Æstetisk ubehag

Skylder vi det skønne, at hylde det onde?
Pressefoto
Erik Bagger

Er verden blevet for smuk? Vi hylder skønheden og det smukke som aldrig før, men samtidig er vi dybt afhængige af tv, bøger og nyheder druknet i drama, vold og ubehag. Men et sted lader det til, at den brede befolkning afskriver brutaliteten og ubehaget, nemlig i musik. Her opfattes stilarter som harsh noise og eksempelvis metallens ekstreme undergenrer ofte som uintelligent, meningsløs og fordømmende larm.

Med fiktionen specielt er det intet problem, at man som modtager bliver ledt til at sympatisere med alskens voldelige forbrydere, mens albums bliver forbudt på Ebay og Discogs, fordi de promoverer had. Hvorfor opstår denne distinktion mellem acceptable visuel død og ødelæggelse og den uacceptable auditive fandenivoldskhed?

Efter to øresynderrivende optrædener, danner publikum, ca. 25 styk, på det københavnske spillested Mayhem, en rundkreds, hvori aftenens sidste kunstner sætter sig i på knæ med et stykke glas fra en knust rude. Først stod lokale Body Stress viftende med en fjeder på en kontaktmikrofon ført gennem et hav af guitarpedaler i bedste harsh noise-stil, og efterfølgende Bob Bellerue, den amerikanske eksperimentalist, der inkorporerede stemme, samples, trommemaskiner og hvinende feedbacks.

Begge skabte store larmende lydflader, der blev brudt af små rytmiske sekvenser skabt af, hvad der lød som elektroniske apparaters kapitulation, sammenkogt i et frekvensspektrum der fik hele bygningen og alle kroppene til at vibrere med. Australske Lucas 'GRANPA’ Abella som på bestialsk vis lod sin mund sønderrive af diverse glasfyldte aggregater, løfter et stort skår mod munden, hvorpå en kontaktmikrofon sidder, der er opkoblet et tæppe af pedaler. Som en uortodoks trompetist blæser han vibrationer gennem glasset, og med fingrene trykker han fokuspunkter, der ændrer både tone og lyd. På denne måde sidder han svøbt i et hav af støj og skaber dybe brummende rytmer, hvor han i små krampetrækninger tillader tonalflader og melodier at æde sig gennem lydmuren.
Under klapsalven letter tågen, bevidstheden finder sig igen til rette, og stemmerne begynder så småt at bryde den nu tilkommende stilhed.

Derhjemme i stolen eller bag biograflærredet, skjuler vi os bag illusionen om virkelighed - fiktion viklet i sandhed, hvorimod vi til koncerten er fanget af musikkens abstrakte talerør til vores følelser - en skeen af sandhed. Både fysisk og psykisk kan specielt støjen opfattes som enormt insisterende, påtrængende, på mange måder et auditivt overgreb, hvor vi står ansigt til ansigt med vores overfaldsmand. Vi har købt og betalt vores eget sanselige overgreb, men vi klarer den nok, og måske er netop dét pointen.

Du betaler for at udfordre dig selv i fitnesslokalet, du betaler for at se en film, der ryster dig, hvorfor så ikke ligeledes betale for at blive stærkere, blive rystet og rustet, blive udfordret af musikken og måske en dag blive stærk nok til at følge støjen og få del i dens æstetiske hemmelighed.