Mick Jenkins

Mick Jenkins

Lad-musikken-tale-for-sig-selv
Presse
Shayi Addean

Mick Jenkins er en af de der lad-musikken-tale-for-sig-selv artister. Han har sine rødder i det sydlige Alabama, hvor han er født, og senere musikkens svar på Mekka, Chicago, hvor han voksede op. Særligt sidstnævnte har formet mange rap- og hiphop artister igennem tiden.

Der er naturligvis Kanye West, men bestemt også andre bemærkelsesværdige navne, såsom Chance the Rapper, Noname og ikke mindst, hiphop kollektivet SaveMoney, som huser blandt andet Vic Mensa og Joey Purp.

Hvordan bryder man så igennem, når der er så meget konkurrence? Det gør man, hvis man kan vende det til at være en positiv konkurrence. Derudover skal man også differentiere sig. Det gør Mick Jenkins grundet sin evne til at reflektere over sig selv, og ikke mindst samfundet, på en uforstyrrelig måde. Dette formidler han i høj grad ud ved hjælp af en lyrisk finesse der bunder dybt i metaforer og symbolik.

Det er et talent der falder ham naturligt. Da han var yngre, var Jenkins en del af dramagruppen, Controversy, hvor han for første gang prøvede at skrive digte i forbindelse med et teaterstykke. Med en mor der arbejdede som journalist, faldt æblet heller ikke langt fra stammen.

Af andre inspirationskilder, nævner Jenkins det gamle MTV show ”Def Jam Poetry”, samt sin generelle litterære omgangskreds tilbage på gymnasiet og universitet. Det var en omgangskreds der kombinerede det litterære med det musikalske, og som i høj grad inspirerede Jenkins til at prøve det af selv.


Tilbage i efteråret udgav han sit debutalbum ”The Healing Component”, og er dermed kommet langt siden sine dage i dramagruppen. Under sit stop i København på turneen, satte jeg mig backstage på Pumpehuset og tog en snak med ham. Det blev lidt tungt, det blev lidt fjollet. Lige som det skulle være.

Q&A
Sidst du var her var spillestedet mindre, hvilket må betyde, at du vokser. Tillykke med det.

"Konstant. Tak skal du have."

Jeg var til et morgenmøde omkring kvinder og ligestilling i musikbranchen for noget tid siden, og her var der en kvinde der fortalte, at hun på et tidspunkt var blevet bedt om at spille, fordi de manglede en kvindelig DJ – hvilket hun naturligvis takkede nej til. Synes du artister bør gå på kompromis i sådan nogle situationer, hvis argumentet for en booking handler om andet end det musikalske talent?

"Det kommer an hvad der er tale om."

Hvor ligger forskellen?

"Personen. Hvis jeg for eksempel blev bedt om at DJe eller endda optræde udelukkende fordi jeg var en kvinde, og ikke på baggrund af mit talent, jamen, så ville jeg gøre det. For jeg tror på mig selv. Jeg er god, min optræden skal nok være god. Jeg synes ikke, at der er tale om mangel på respekt på et niveau, hvor jeg slet ikke vil være med til noget der også samtidig gavner mig. Forstår du? Hvis vi var ude i noget “Ok, vi vil gerne have dig, fordi du er en kvinde, og du skal have noget bestemt tøj på”, synes jeg, at der ville være tale om mangel på respekt for individet. Men jeg synes, at slet ikke ville gøre det, er en mangel på respekt for dig selv til et punkt hvor du slet ikke vil gå på kompromis. Andres grunde til at ville booke dig er nogle gange…. Altså, er det ikke lige meget? Du vil jo gerne benytte dig af den her mulighed."

Så man skal skabe muligheder for sig selv?

"Ja, så længe det stemmer overens med dine moraler. Nogle gange skal der andre metoder til for at komme dertil man vil hen, selv hvis nogen ikke tror på dig. ”Øh, vi mangler en kvinde til det her line-up, lad os bare tage hende der.”…. Hvis det er nogens attitude, jamen… Altså, det er da nederen, men når man først står på scenen og man flår det hele fra hinanden – så er det en selv der i sidste ende vinder."

Jeg synes det er interessant, for din lyriske verden er så omhyggelig og symbolsk. Har du altid bare gjort det på din egen måde? Har din musik altid været sådan som du ville have det, eller har du også gået på kompromis for at kunne tiltale et bredere publikum?

"Det har helt sikkert altid været mig. Set i bakspejlet er jeg ikke ligefrem stolt af al den musik jeg har lavet. Særligt ikke det helt i starten. Men musikken repræsenterede også hvem jeg var dengang frem til den jeg er i dag. Men ja, hele vejen igennem er det jo en selv, såsom når jeg snakker om min kærlighed til en rigtig person, som jeg stadig er med i dag. Det hele er meget ægte og meget mig."

Det er da meget rart. Eller hvad?

"Haha, det er helt sikkert rart!"

Jeg fik i sin tid tilsendt ”Water[s]” af en ven, og jeg var positivt overrasket over den lyd der kom ud af Chicago. Du beskriver vand som at værende mere vigtig end guld, og igennem hele mixtapet lader vand til at være løsningen på mange ting, såsom afhængighed. Er det noget du tager afstand fra?

"Nej, slet ikke. Jeg snakker om det, fordi jeg er bekendt med det fra mig selv og folk jeg har omkring mig og har nær. Jeg har oplevet en masse lort, jeg er påvirket af en masse lort, og de historier fortæller jeg i mine sange. Jeg prøver ikke at distancere mig selv fra det. Jeg fortæller bare hvad jeg har lært af det. Jeg går ikke og ignorerer virkeligheden af det. ”Water[s]” repræsenterede den sandhed, og det er bare… Det er hvad det er. Jeg distancerer ikke mig selv, det er tværtimod noget jeg har virkelig tæt på mig, hvilket er grunden til at jeg kan snakke om det som jeg kan."

Så du anser ikke dig selv som at være puritansk?

"Nej, jeg taler meget åbent om alle aspekter af mit liv. Jeg taler om de ting jeg gør, som er puritanske, og jeg taler om de ting jeg gør, som ikke er. Desuden omtaler jeg det faktum, at jeg stadig er en normal person, og jeg har stadig mine daglige kampe. Jeg tror, at den største myte er, at vi er ment til at skulle ramme et eller andet klimaks, som man så efterfølgende forbliver i. Der er ingen aspekter af hverken livet, succes eller helbred hvor man bare rammer et klimaks. Der er op- og nedture i alt, særligt når det kommer til at tro på det spirituelle. Nej, jeg ser slet ikke mig selv som at være puritansk overhovedet. Jeg er meget åben omkring hvad jeg går igennem, og hvad det lærer mig. Hvordan jeg udvikler mig som et menneske. Det er unikt, hvis man er i stand til at kunne mærke det fra ”Trees and Truths” til ”The Water[s]” til ”The Healing Component”."

Ville din musik have været anderledes, hvis du ikke var fra Chicago?

"Helt sikkert. Jeg gik i skole i Alabama, og jeg havde altid den her følelse af at ville hjem. Det var ret…. Man kunne bare mærke energien i Chicago, hvilket også fik mig til at forbedre min musik. Jeg tænkte altid, at jeg blev nødt til at være bedre, for det andet ville ikke holde i længden. Særligt når man var omkring så mange talentfulde mennesker, selv når man ikke var i direkte kontakt med dem, så lod man sig inspirere. De inspirerede mig altid til at blive bedre og anderledes; til at justere melodien eller omskrive et vers. For der er virkelig meget konkurrence."

Det kom egentlig også, at jeg ikke nødvendigvis tror, at danske artister har den samme følelse omkring hjembyer som du beskriver. Hele det her med at forskellen på Alabama og Chicago var så mærkværdig, at det fik dig til at savne det du kom fra, ikke? Og det fascinerer mig. Jeg synes det er et fascinerende aspekt af at være en artist.

"Det er ret cool, det kan jeg godt lide."

Det har du aldrig tænkt over?

"Nej. For alle steder er store og skræmmende, når du ikke rigtig er der, og hvis ikke du er derfra. I dit hoved. Så når du ankommer til forskellige byer, og det eneste du ser, er dit hotelværelse, spillestedet og hvorend du får noget mad, så virker byen større. Jeg er i forskellige byer hele tiden, og jeg oplever ikke halvdelen. Jeg oplever ikke halvdelen af halvdelen. Jeg vidste ikke engang København var så lille."