Marching Church

Marching Church

Fra soloprojekt til fuldblods band
Presse / Elizabeth Peyton
Emma Hestbæk

I kølvandet på Marching Church’s nye album “Telling It Like It Is”, har vi fanget forsanger og sangskriver Elias Bender Rønnenfelt til en hurtig snak på en regnvejrs våd november dag. Vi har begge lidt ondt i hovedet efter dagen før, så vi beslutter os for at tage på Indre By klassiskeren Andy’s, hvor vi går ombord i øl og smøger.

Marching Church har med det sidste album udviklet sig fra at være Elias’ soloprojekt på siden af Iceage, til at være et fuldblods band med faste medlemmer og en mere demokratisk tilgang til musikken.

Marching Church udviklede sig hurtigt fra at være et navn hvori private optagelser han havde lhst til at udgive, til at skulle blive et band, da Elias lettere halvhjertet kom til at takke ja til en koncert, hvor venner blev hevet ind i hurtig konstellation bestående af løse ideer og ingen vision.

“Jeg havde bare nogle skitser jeg var tvunget til at komme op med, og så skete der bare noget i øvelokalet. Da jeg gav dem disse ideer fik de det til at rejse sig og blive til noget enormt spændende. Efter den koncert fik jeg lyst til at skrive en plade ud fra den lyd der var opstået af de mennesker” – hvilket blev starten på Marching Church som et band, fremfor et sideløbende soloprojekt.

Fortæl om processen ved at lave det nye album:

“Det er forskelligt fra alt hvad jeg har lavet – indtil nu har jeg arbejdet med minimal studietid og få dokumenteret hvad der sker i sammenspillet, med minimal eller ingen efterbehandling. Den sidste plade med Marching Church, “The World Is Not Enough”, blev indspillet i et rum hvor jeg lavede vokal samtidig med bandet, dvs. 7-8 musikere der spillede på en gang. Derfor er lyden af den sidste plade lyden af det rum det er blevet indspillet i, med ganske få dubs.”

En anderledes sangskrivning har derimod affødt et behov for en markant anderledes tilgang til indspilningen af materialet.

“Med denne plade brugte vi et par dage på indspilningen af grundspor, derefter tre måneder på at tage i studiet, pille tingene fra hinanden, fjerne spor fra de originale arrangementer, og erstatte det med andre. Vi ville enormt gerne lave noget der lød som et studie fremfor et liveband, med elementer i lydbilledet der ligger sonisk så det ville have været urealistisk at dette ville have foregået simultant i et rum.”

Tidligere har kendetegnet for Elias’ projekter, både Iceage og Marching Church, været at indspilningerne har været lig en live session grundet så lidt efterbehandling, hvordan påvirkede det processen at der blev kigget mere efter?

”Man åbner slusen og lukker for den igen hurtigt, så der ikke er så meget tid til at tvivle på det igen. Der var en del flere kriser på denne måde når man halvvejs igennem er ved at få en psykose over projektet og finde ud af hvornår en sang er lukket og hvornår er det nok. Det er klart mere psykisk slidende at gøre det på denne måde, men gav mening i forhold til hvordan denne plade skulle være.”

Koncerter
15/2 Tape, Århus
16/2 Studenterhuset, Aalborg
17/2 Frost Festival – Koncertkirken, København

”Jeg har siddet og skrevet brudstykker (af sange) uafhængigt af hinanden. Som regel sidder jeg på dem i mange måneder ad gangen før jeg tænker på at præsentere dem til bandet, for at være sikker på at der findes en form for holdbarhed i ideen. Derefter bliver skitsen præsenteret, og fem andre hjerner går igennem det, det der ikke er nogen der tager det samme ud af det. Ideen begynder at mutere i alles hjerner, og på en kollektiv måde bliver det cementeret til noget der som regel er bedre en den originale ide.

Tekstskrivningen foregår separat fra at skrive musikken. Når jeg har inspirationen til det skriver jeg uden nogen tanke for hvad det skal være, hvor når der så er kommet en dato på studietid, sætter jeg mig ned og laver det hele i en strækning. Jeg bruger materialet fra mine notesbøger og sætter det sammen, udarbejder eller skriver videre, og så sætter jeg mig ned i en uge eller to og bliver vanvittig.”

Ligesom Iceage, er Marching Church et ofte turnerende band. De sidste albums har affødt adskillige Europa, USA og Asien ture, med lange dage og hinanden med selskab.

”På den første USA turne vi lavede med Marching Church var der en del små byer på ruten hvor vi spillede for meget små publikumstal. Vi blev næsten lidt tændte på at man nærmest kan være  ligeglad med at der kun står 14 mennesker i et rum. Det var fedt at opleve at vi ikke behøvedes et publikum, at vi kunne trække fra hinandens energi i stedet. Jeg foretrækker klart et pakket rum, men det var fedt at vide at vi egentlig ikke behøvede det."

"De fantastiske live oplevelser er de aftenener hvor det hele går op i en højere enhed – hvor man kan elevere et generisk koncertrum til noget hvor det ikke længere handler om en koncertoplevelse, men bliver til en ophøjet og intensiveret oplevelse. Den tilstand som man kan komme i når det er allerbedst, og når du kan føle at mennesker i andre dele af rummet har været i lignende ekstase. Hvis du kan komme et sted hen hvor du glemmer hvorfor du står der, og under koncerten ikke på et eneste tidspunkt bliver grebet af en tanke der er udenfor – det er fantastisk.”

Marching Church tager på en omfattende USA tour i Januar.