Whitney

Whitney

Et ungt og stilsikkert band
Presse
Lasse Lindeborg Johansen

(Skrevet d. 21/11 2016)

Det hele startede egentlig allerede inden Whitney gik på: Under opvarmningen; Alice Barlow (som i øvrigt gjorde et fremragende job, med at få alle i søndags-elektrisk-barometer stemning). Alices bassist havde fødselsdag og det fejrede Whitney ved, uden at fortrække en mine, at dele Breezers ud til alle bandmedlemmerne oppe på scenen. Og med den ironiske dead-pan introduktion, var stilen lagt.

Da den egentlige koncert endelig begyndte, lagde bandet ud med en selvsikker 'Dave's Song'. Og med imponerende guitarspil og insisterende trommer var koncerten skudt i gang.

Men efter første nummer fulgte en tom stilhed. Forsanger, Julian Ehrlich prøvede, med den ironiske distance, bandet allerede under opvarmningen havde lagt for dagen, at joke sig ud af situationen. Forsøget mindede mest af alt om en ung Bill Murray, som løber hovedet mod en mur, hver gang han åbner munden.

En blanding af en lang tour (som sluttede i Vega) og den utilgivelige opgave det er, at interagere med publikum bag et trommesæt, gjorde det svært for Ehrlich at nå helt ud og connecte med sine tilskuere. Den akavede stemning var lige til et afsnit af SKAM. Julian ligner da også en smule Isak, med sin grå hætte trukket op over hovedet. Og da han under, en imponerende afviklet, 'Polly' hev sin bassist med ned fra scenen og kyssede ham, til stor jubel fra publikum, bankede alle SKAM-hjerter ekstra hurtigt. Er Julian til mænd? Er han lige sprunget ud foran os alle?

Men tilbage bag sit trommesæt afslørede Ehrlich antiklimatisk, at bassisten var hans fætter og at hans tante syntes det er så pinligt når de gør det, og med det samme var stemningen vendte tilbage til at være ironisk og akavet. Koncerten fortsatte med helt tight, velspillede numre (dog med en vokal der ikke var lige i skabet før helt til sidst) efterfulgt af sarkastisk envejs-smalltalk.

Men så, lige inden nummert 'Follow', beklagede Ehrlich, at han nu var nåd til at sige at bandet kun havde 2 numre tilbage, når de nu i virkeligheden havde 5. Som han sagde: ”Then we're gonna go off stage and you'll clap and then we'll come back on and play 3 more songs.” Helt i, deadpan-mesteren, Bill Murrays ånd - og publikum var solgt. For lige som med Bill Murray kommer man til at holde af Julian Ehrlich. Whitney havde fra da af hånd om publikum, både under og imellem hvert nummer. Og efter den varslede ”ekstranummer-manøvre” sluttede bandet selvsagt af med en veloplagt 'Golden Days'

For at opsummere; Whitney er et ungt, stilsikkert band, der, ligesom Isak fra SKAM, kan virke en smule usikre. Musikken var der ikke en finger at sætte på. Men der kunne godt skrues ned for ironien, og slappes mere af imellem numrene. Whitney fandt sig selv til sidst. Lad os håbe at Isak snart får fingeren ud.

Titel: Whitney
Sted: Store Vega, København
Dato: 20-11 - 2016