Princess Nokia

Princess Nokia

”Feminist safe spaces”
Presse
Shayi Addean

”No girl is getting kicked out tonight, I can tell you that.” forklarede Princess Nokia eksplicit dørmændene lige efter hun havde opfordret publikummet – og særligt damerne - til at ryge indenfor på et maks udsolgt Sigurdsgade.

Opvarmingen varede i et par timer og blev blandt andet leveret af Felix De Luca, svenske Eka Scratch og LSDxoxo, før en lille kvinde med en bestemt stemme indtog scenen. Iført en Bart Simpson t-shirt hoppede hun rundt og crowd surfede, mens hun køligt leverede sit helt store hit ”Tomboy”. I kender den måske, den der med ”little titties, fat belly”, men, som hun uden anstrengelser viste os i løbet af aftenen, så er der er meget mere til den 24-årige unge kvinde fra Spanish Harlem.

Direkte inspireret af forsangeren fra det feministiske punkband Bikini Kill, Kathleen Hanna, bad Princess Nokia alle kvinderne i huset om at komme op foran scenen. Ligesom Hanna, mente hun det meget alvorligt, og forklarede, at det var trættende at være i mandsdominerende atmosfærer. Den fik hun fuld opbakning for, og det tætpakkede publikum begyndt at rykke rundt, indtil der på et tidspunkt i fællesskab blev besluttet, at nu var der damer nok oppe foran. Dette var et af Bikini Kills tiltag i 90’erne, for at skabe et sikkert rum til de kvindelige gæster der ikke følte sig tilpas, når der under koncerterne opstod mosh pits.

Gårdagens koncert bød nu ikke op til mosh pits, trods den pulserende stemning, men at Princess Nokia valgte at gøre kunsten efter, gjorde et eller andet ved oplevelsen. Man følte, at der blev skabt et sikkert frirum til at være kvinde, og mændene havde ligeså meget ret til at være til stede – de var bare ikke dominerende. Selvom jeg før i går godt kendte til Bikini Kill, så har det aldrig været et tiltag jeg følte, at jeg gik og manglede. Jeg blev positivt overrasket.

Princess Nokia er i allerhøjeste grad en aktivist og forkæmper for kvinder. Hun er blevet opdraget af kvinder med stærke stemmer og holdninger i et autentisk New York, og det giver hun videre. Hendes mixtape ”1992” er inspireret af disse kvinder, og omhandler det liv hun har levet i 24 år i en by med raceopdeling, racistisk undertrykkelse af sorte kvinder, og i nyere tid; gentrificering. For hun er i sig selv stærk, og hun har en holdning til alt, og som hun aldrig holder tilbage. Hvis hun oplever uret, så peger hun det ud – fordi det er sådan hun er af natur, og det bruger hun sin musik til at kommunikere ud. Når spurgt hvordan man starter en karriere i musikbranchen, har hun tidligere svaret: ”Have the best intentions with what you do.” – og det må man sige hun har. Hun bruger sin musik til at fremme sin kultur og afstamning fra Puerto Rico på, og så selvfølgelig være den her stærke og kompromisløse fortaler for kvinder. Det formåede hun også at være overfor de danske kvinder, da hun valgte at stoppe koncerten, fordi en fyr blandt publikummet havde lange fingre. Dette fuldendte den cirkel der er hende.

Titel: Princess Nokia
Sted: Sigurdsgade, København
Dato: 07-02 - 2017

Sådan en situation er ikke uset, og Princess Nokia er heller ikke den første kvindelige hiphop-artist til at støtte kvinder og udtrykke sig klart feministisk. Lil’ Kim, og helt sikkert mange flere jeg ikke kender til, har igennem hele sin karriere krævet lige rettigheder, og ikke mindst seksuel frihed til kvinder. En frihed der er vigtig for kvinder, uanset etnicitet og tro. For den frihed betyder, at man kan klæde og agere sig som man vil uden at det bliver brugt imod en. Det handler sådan set heller ikke om hvem der gør det først eller bedst, det handler nærmere om, at det er vigtigt, når det bliver gjort. Det kan ikke gøres nok.

Setlisten bød på hele ”1992”-mixtapet, samt tidligere udgivet numre, heriblandt nummeret ”Versace Hottie”. Folk havde naturligvis købt billetter for at opleve Princess Nokia, men jeg synes, at vi alle i går aftes fik mere end bare dét. Vi fik et indblik i hvem Destiny Frasqueri er, og sådan nogle øjeblikke er ret særlige, hvis man spørger mig. Det er de, fordi sådan en forståelse for en artist skaber en anderledes forståelse for musikken. Det kan tage lidt tid, men indtil da kan vi tænke på hvor meget vi dansede i går aftes til en svedig fest. Både mænd og kvinder.