Black Spirituals

Black Spirituals

Fra stilhed til ultimativ kontrolleret kaos
Per-Otto Oppi
Erik Bagger Hviid

Den 18. Oktober gæstede Black Spirituals JAZZHOUSE i København. Det amerikanske band, der med sin blanding af freejazz, dronerock og elektronisk musik, kan være svært at sætte i bås, havde denne aften medbragt den svenske lydkunstner Jean-Louis Huhta, der med modulare synths skaber interessante lydbilleder. Fordi Black Spirituals ikke kun fokuserer på musikken i sig selv, men også de rum der spilles i, havde de på JAZZHOUSE valgt ikke at spille på scenen, men på det lille plateau, publikum ellers normalt står på, hvilket skabte en bedre kontakt mellem band og publikum.

Jean-Louis Huhta
Bag et bord dækket til i ledninger, pedaler og moduler, stod en silhuet skabt af spotlys. I mørket flød det ene beat ud efter det andet, med velkomplementerende lydflader, der hentede sin inspiration i alt fra noise til mere dansende elektronisk musik, og blanding af disse, der skete gennem velkontrolleret volume og mix, fungerede.

Black Spirituals
Koncerten startede med trommeslageren, Marshall Trammell, der med sin meget eksperimenterende stil brugte både hånd og trommestik til at presse på sine trommeskind, mens den anden stik varieret slog løs på den, hvilket gør at trommens tone ændres, og på den måde blev han både rytme og melodiskaber. Ved hans side stod et bord ikke ulig Jean-Louis Huhtas, ved hvilket lydmageren, Zachary James Watkins, begyndte at skabe lydflader skiftende mellem pedaler, analoge synths og en guitar, der både blev holdt højt på brystet og helt mod himlen. På mesterlig vis byggede de med hinanden intensiteten op fra stilhed til ultimativ kontrolleret kaos, hvor det elektroniske avantgarde-lydbillede blev tilsat dele fra jazzen og etniske musikgenrer. Mod slutningen af koncerten bragte de Jean-Louis Huhta på scenen og gav på den måde hele aftenen en rød tråd, der blev sløjfet af i stor stil til glæde for publikum og tydeligvis også dem selv.

Det eneste man kunne have tænkt sig anderledes var, at Black Spirituals efter koncertens første intensive peak lod lydmuren falde helt fra hinanden, hvor Trammell igen skulle bygge sten på sten som ved koncertens start. Ideen var god, men det ville, for denne anmelder, være at fortrække, at netop dette stykke skulle kontrastere begyndelsen fx ved kort at spille en reel fast rytme, der kunne lede mod Trammell’s hvirvelvind af slag, der gennem koncerten var evigt foranderligt og på den måde uforanderligt, men på trods af dette leverede Black Spirituals en ellers vellykket koncert.

Titel: Black Spirituals + Jean-Louis Huhta
Sted: JAZZHOUSE
Dato: 18-10 - 2016